Filosofi i børnehøjdehøjde?!

Tror alle vi kender de der stunder, hvor børnene bare er så lette at knus-elske. De stunder, hvor maven snørrer sig helt sammen, fordi lige netop mit barn er fantastisk og dejlig udover alle grænser...

Lige præcis sådan et øjeblik havde jeg mig min lille 4-årige Luna i lørdags, hvor vi skulle overnatte hos nogle venner. Luna er i forvejen ikke så tryg, når hun skal sove, og vil gerne at moren er indenfor rækkevidde. Det vælger jeg så at være. Da hun er puttet lyder det sådan:

Luna: "Mor....Jeg elsker dig overalt i verden.....og far."
Mig: "Jamen jeg elsker også dig overalt i hele verden...."
Luna: "Mor.....du er hele min verden...."
Mig: "...Ja?"
Luna: "Ja og hele verden snurrer rundt....og vi snurrer rundt sammen med Torben og Jane (vennerne)...."

Sikke da nogle tanker og ligge og tumle med inden man falder i søvn. Fik helt ondt i maven af at holde latteren tilbage, for synes sgu det var så sødt. Nogle gange er børns tankegang bare så fantastisk og ligetil...og tænk, hvad det kunne udvikle sig til, hvis de til tider fik lov at tænke færdig og fortabe sig ind i fantasiens verden....